STRIKSE DANMARK!

 

Som mange læsere af denne avis (skriver Andrew Brace i Dog World)  vil vide, er jeg  generelt en stor beundrer af den skandinaviske hundeverden. Jeg er glad for deres dommersystem, med vægt på dommeruddannelsen og kritikker.

Men en samtale, jeg havde for nylig med nogle danske opdrættere og dommere, fik mig til at tro at Danmark er i fare for skabe nogle mægtige forhindringer for sine opdrættere som i længden kun kan føre til en forringelse af mange racer.

Den danske regering har i nogen tid lagt et hårdt pres på DKK med hensyn til europæiske idealer vedrørende dyrevelfærd. Næsten alt for forudsigeligt er en af begrundelserne herfor, at racehunde påstås at have svigtende helbred, og at dette er er på grund af indavl og en for lille genetiske pulje.

Jeg har forstået, at der nu er mange aktive dyrlæger i DKK, og at mange af de opdrættere, der er gamle i gårde mærker, at vægten er flyttet fra de oprindelige idealer mhp forbedring af racer, til en higen efter ”slægtsmæssigt sundere” avlsdyr.

For to år siden indførte DKK en regel, som begrænser det antal hvalpe, der kan registreres efter en hanhund. Det er 25% af det årligt registrerede antal hvalpe af den relevante race – og dette antal er maksimum for hvor mange registrerede hvalpe, denne hanhund må være fader til I HELE SIT LIV.

Her i Storbritannien avles et meget større antal af hunde end i Danmark, men hvis denne regel blev indført her i landet ville konsekvensen være enorm. Forstille jer nu – ingen afghansk mynde måtte være far til mere end 50 hvalpe i sin livstid, basenjis vil være begrænset til 14, borzoi 35, australske terriers 15  og sådan kan man fortsætte.

Allerede nu er vi i den vanvittige situation, hvor den bedste hanhund af alle racer i Danmark ikke længere må bruges i sit eget land – han er en mops- fordi han har allerede 25 af sit afkom registreret. Men ja, han må godt bruges i alle andre lande. Men regelen omfatter også hunde avlet udenfor Danmark, så derfor er ikke engang muligt at importere en hvalp efter ham avlet i udlandet (selv om der igennem moderen er der mulighed for at introducere helt nyt blod), for når hvalpen skal registreres i DKK, har faderen overskredet sit avlsgrænse.

Jeg fatter ikke logikken af regler, der er så restriktive, at de umiddelbart opfordrer de samvittighedsløse opdrættere til at omgå dem. Det må være klart, at der nok findes nogle, der vil overveje avl af hvalpe med falske papirer for at komme udenom denne regel. Det registrerede tal kan påvirkes på to forskellige måder: For det første ved kun at registrere de bedste hvalpe i kuldet og derved reducere det officielle antal af hvalpe, for det andet ved at avle mange flere kuld for at forhøje registreringstallet og derved få avlshannens kvota  forhøjet.

Lige meget hvordan man ser på det, er ingen af disse konklusioner er tilfredsstillende, og de er alle unødvendige.

Den veterinære profession har åbenbart en temmelig lav mening om hundeopdrættere. Men når jeg har spurgt adskillige af dem: ”Ærligt talt, mener du, at der er en eneste ansvarsfuld hundeavler, som forsøger at avle usunde hunde?”, bliver jeg mødt med forundren. Selvfølelig  stræber flertallet af hundesportens avlere efter at fremavle smukke dyr, der følger racestandarden og er tilstrækkelig sunde, både fysisk og psykisk, til at leve et sundt liv i mange år.

De mere fornuftige danske opdrættere mener, at der må findes en mellemvej, hvor begge holdninger kan mødes, og hvor man kan bibeholde den kvalitet, det har taget så mange år at opnå. Det må helt klart kunne tage modet fra hvilken som helst opdrætter at få at vide deres bedste avlsdyr skal fjernes fra den genetiske pulje fordi deres kvalitet er for høj, med deraf følgende succes. Forhåbentlig kommer der snarest en dialog mellem opdrættere og de bestemmende instanser, så et kompromis kan opnås.

Lignende restriktioner blev forsøgt i Holland for ikke så længe siden, men de blev ophævet efter meget kraftig modstand fra baglandet, men tilsyneladende er dyrerettighedslobbyister, med deres nogle gange misforståede ideologi, ved at få et stærkere fodfæste i andre lande.

Kennelklubber verden over burde som deres første prioritet støtte deres opdrættere i avle efter disse kennelklubbers egne skrevne standarder. Hvis de vælger side sammen med, hvad der i realiteten er nogle slet skjulte aktivistinteresser, kan det  få en til at spørge, om de egentlig følger deres egne vedtægter.